Ud af verden

Af Per H. Jacobsen

Bridget udfører et stort arbejde for sin Gud i den lokale katolske sognekirke. Udadtil er hun også en god hustru og en kærlig mor. Hun hjælper børnenes skolekammerater med at forberede den Hellige Kommunion og læser nogen gange ved Messen. Igennem de seneste fem år har hun også haft en affære med kirkens præst. Da hun blev gravid med ham kørte han hende selv til abortklinikken!

Bridget er en af 50 kvinder, som kontaktede den engelske forsker Clare Jenkins, da hun efterlyste kvinder. Der ville fortælle om deres forhold til katolske præster. Clare Jenkins forsøger at klarlægge, hvorfor kvinder har affærer med præster, og hvilke følger disse kærlighedsaffærer har. Ifølge kilder som arbejder indenfor den katolske kirke er problemet mere omfattende, end de fleste tror. Mange mener, at der i dag er flere præster i kærlighedsforhold end præster, der lever i cølibat.

I USA har psykiater Richard Snipe udgivet en kontroversiel rapport som på baggrund af omfattende research konkluderer, at kun 40 procent af USA´s katolske præster lever i cølibat. Stillet overfor denne problemstilling udviser den katolske kirke en larmende tavshed. Eneste kommentar fra Kirken er, at kun en håndfuld præster er involveret, og disse betragtes som de få undtagelser, som bekræfter cølibatreglen.

De forbudte kærlighedsforhold mellem de katolske præster og de fromme kvinder, som Clare Jenkins beskriver, spænder mellem engangsaffærer og livslange forhold, som udover en seksualpartner giver dem kærlighed, venskab og støtte. Som teologen Adrian Hastings, tidligere præst og nu gift, siger:

”Det forsyner Kirken med en usynlig hær af kvinder”.

I lande som Italien, Holland, Frankrig, Tyskland og USA har der i flere år været støttegrupper for kvinder, som har forhold til katolske præster, og grupperne arbejder ihærdigt på at få ophævet den 800 år gamle cølibatregel.

I England er der for nylig dannet to støttegrupper: De Novo og Seven-Eleven. Her samles kvinderne, de fleste er hvide, i fyrrerne og fra middelklassen, for at tale om smerten og glæden ved deres forhold.

”Vores kærlighed er en sand gave fra Gud”, siger en.

”Han siger det gør ham til en bedre præst”, siger en anden.

”Fordi han er præst, er han mere kærlig og mere åben til at tale om sine følelser end nogen anden mand jeg har kendt” siger en tredje.

Men både indenfor og udenfor Kirken er der mennesker, der betragter disse kvinder som elskerinder til en mand, som burde være gift med Gud. Én af disse kritikere, Victoria Gillick, siger til Clare Jenkins:

”De kvinder ved præcis hvad de gør, når de lægger an på en præst. Det er kun en ny variation af hor eller ægteskabsbrud. Det, de gør er forkert, og hvis man gør noget så forkert, så bør man lide og angre”!

Monikas historie

Monika Kocanek var lærer på en katolsk skole i Bedford hvor hun mødte Chris O´Neill som var ny assisterende præst ved sognekirken. De indledte med det samme en affære, og fire måneder senere var Monika gravid. Chris blev sendt væk og først da barnet var seks måneder dukkede han op og fortalte han havde forladt præstegerningen. De blev gift og venter deres andet barn. Begge er nu uden arbejde.

”Det var ikke fordi han var præst, at jeg blev tiltrukket af ham. Det var Chris, hans varme og hans smukke blå øjne. Jeg følte ikke, at det vi gjorde var forkert. Jeg følte det slet ikke som hor. Chris var en enlig. Ok, han var præst, og det at blive involveret i en præst, var måske ikke så smart. Men det er jo noget som bare sker.

Da han forsvandt, fandt sognets andre præster ud af, hvad der var sket og forsøgte at presse mig til at adoptere barnet væk. De sagde, at Chris ikke ville vide af barnet. Det nægtede jeg at tro. Og de sagde, at jeg hellere måtte forlade Bedford. Man ville ellers forvente af et kristent fællesskab, at det ville forbarme sig over os, men det føltes nærmere som et forræderi. Jeg forventede ikke lykønskninger, men jeg følte, at Kirken svigtede mig. Af samme grund er vores datter ikke blevet døbt. Alt i alt føler jeg mig meget dårligt behandlet. Det var Chris der aflagde løfterne, ikke jeg. Men jeg føler, at jeg er blevet straffet.”

Cathrines historie

Catherine er lærer, gift og mor til tre voksne børn. Hun mødte Paul, en dominikanermunk, da hun søgte åndelig vejledning under en krise i sit ægteskab. De blev gode venner, derefter elskere, og hun har besøgt ham i klostret i mere end tyve år.

”En gav jeg ham et knus. Bagefter skrev jeg til ham og fortalte om mine følelser. Han skrev ikke tilbage. Men da jeg seks uger senere så ham til rådgivning fortalte han, at han havde de samme følelser. Derefter kyssede vi hinanden lidenskabeligt. Siden så jeg ham regelmæssigt til rådgivning hver anden måned, men vi var først i seng sammen to år senere, hvor jeg var blevet steriliseret.

Arbejdet med at holde vort forhold hemmeligt har vi efterhånden udviklet til en kunst i sig selv. Telefonsamtaler er begrænset til bestemte tidspunkter, når familien ikke er hjemme. Og én gang om måneden er jeg sammen med Paul under dække af retræte. Nogen gange har jeg været lige ved at buse ud med det, fordi jeg har været så lykkelig. Jeg har på fornemmelsen, at min mand ved det, men at han accepterer det og ikke vil miste mig.”

Elisabeths historie

Elisabeth arbejder ved sin katolske sognekirke. Hun er ugift, i fyrrerne og har de seneste ti år haft en affære med en præst, hun mødte gennem sit arbejde.

”Vi har lige været igennem et stormfuldt år, hvor vi en overgang opløste vort forhold. Men ingen af os kunne undvære det. Men han ser sig ikke bundet til mig på samme måde, som jeg ser mig bundet og er tro overfor ham. Han har forhold til andre kvinder. Cølibatet har jo en flertydig binding. For eksempel det, at du er til rådighed for alle. Og da de andre kvinder skrifter hos ham, er han bundet til reglen om fortrolighed, og kan ikke fortælle mig om dem. Men jeg mener, at når vi har et kærligheds-forhold til hinanden, så bør han fortælle mig det, hvis han har andre kvinder.

Jeg har én gang bedt ham om at forlade præstegerningen, og han har altid sagt, at hvis han gjorde det, ville jeg være den, han ville giftes med. Men vi taler ikke længere om det. Hvis Paven skulle skifte mening med hensyn til cølibatet, så ville vi måske gifte os. Men spørgsmålet er om vort forhold kan klare et ægteskab. Det har jo ikke haft chancen for at udvikle sig normalt, med alle de restriktioner vi har været underlagt. Måske ville et ægteskab ikke kunne gå, men det ville være dejligt at have muligheden for at afprøve det.”