Honninglyd og morgentåge

Af Per H. Jacobsen

Da jeg i efteråret 2001 købte Leonard Cohens album ”Ten New Songs” gjorde det ikke det store uudslettelige indtryk, men efterhånden som sangene er trådt i karakter, er albummet gået i blodet, og blevet en fast følgesvend.

I mellemtiden er der afviklet to Popstars konkurrencer og udnævnt og aflivet en stribe nye idoler i den globale musikindustri.

I den malstrøm er det rart med en gammel mand som Leonard Cohen, der næste gang fylder 69 år.

Jeg sad selv som filipens-befængt teenager i halvfjerdserne og klimprede den unge Cohens ”Susanne” på den spanske guitar, mens jeg ønskede, at jeg kunne skrive bare halvt så smukke kærlighedserklæringer. Og jeg stod tilbagelænet i firserne i Musikhuset i Århus og nød den dengang modne Cohen i overbevisende cool stil lægge samtlige kvinder i salen ned.

Siden er stemmen blevet dybere, og sangene afspejler nu, at han er en rusten digter, der har prøvet det meste og på forunderlig vis stadig er i live. På ”Ten New Songs” bliver der sunget med bittersød værdighed om kærlighedens væsen, og det handler igen og igen om at give slip, give sig hen og afstå.

Helt perfekt balancerer det for Cohen i nummeret ”Alexandra Leaving”, hvor honninglyden bliver løs som morgentåge og hver detalje er afstemt som i en håndsmedet klokke. En mand bliver forladt af sin kvinde, men det sker med værdighed og respekt.

Da Alexandra går og tager kærligheden med, prøver han ikke at holde kvinden tilbage. I stedet nyder han hver bevægelse og husker den gode tid:

”As someone long prepared for this to happen,/ Go firmly to the window,/Drink it in. Exquisite music/Alexandra laughing./ Your firm commitments tangible again.”

Du, som havde æren af hendes selskab og i kraft af den fik din egen igen, skal ikke bagefter komme og sige, at det var noget, du bildte dig ind:

”Do not say the moment was imagined./ Do not stoop to strategies like this.”

Kan en skilsmisse beskrives smukkere.