Ud af verden

Af Per H. Jacobsen

”...Filmen vil tydeligvis vise det umulige i Simons stræben. Fornægtelsen af verden og hans egen krop giver bagslag, ensomheden udenfor det menneskelige fællesskab er ufrugtbar og løser ingen problemer. Hans indstilling er fordrejet af kristendommen, afskæringens og isolationens fristelse. Hans problem gribes forkert an, når han vender sig bort fra virkeligheden i stedet for at give sig i kast med at forandre den.”

Således skrev svenskeren Artur Lundkvist i en anmeldelse, efter han havde overværet premieren på den spanske filminstruktør Luis Bunuels film ”Simon del desierto” eller på dansk ”Simon i ørkenen”, en film om den syriske eneboer Simon der tilbragte 20 år af sit liv siddende på en søjle. Simon døde på sin søjle i år 459. Lundkvist¦s opfattelse og Bunuel¦s film indskriver sig i en lang række af unuancerede opfattelser af de første kristne eneboere, også kaldet eremitter. Eneboerne forlod i de første århundreder deres hjem og familier for at slå sig ned i ørkenen. Denne opfattelse af eneboerne, som en samling verdensfjerne mystikere eller fanatiske selvplagere, med intet mål udover verdensflugt og foragt for legemligt arbejde, er yderligere blevet formet af populære romaner, billedkunsten o. lign.

En mere nuanceret og fordomsfri tilgang til eneboerne kan man få ved at læse den amerikanske munk Thomas Mertons bog ”The wisdom of the desert”. I bogen har Thomas Merton samlet en række eksempler fra eneboernes skrifter. Merton er trappistmunk og har i en række selvbiografiske bøger beskrevet mystikkens væsen.

”Ørkenfædrene var ikke - det gælder i hvert fald det store flertal - eksstatikere, folk der blev henrevet til vilde syner. De der var det, har efterladt sig nogle sære, helt vildledende historier, egnede til at sløre det sande billede. Den ”Hvile” disse mænd søgte, var ganske enkelt den sundhed og den vægtige hvile, som et menneske ejer, når det ikke længere stirrer på sig selv, men bæres af den frihed, som lever i det”.

I evangelierne beskrives Jesus som den første eneboer. Ved begyndelsen af sit voksenliv drager han ud i ørkenen for at konfronteres med Satan, det onde selv. Ørkenen var anset som Satans og de onde ånders område. Det er almen menneskelig tro. Vi møder den bl.a. i jødedommen og hos de første kristne, hvor den havde en helt speciel betydning: Verden var gennem menneskenes fald kommet i Satans vold. Menneskene havde vundet det meste af den tilbage, men ørkenen var stadig Satans eller Djævlens domæne og derfor det rette sted at udfordre ham.

Vil du være fuldkommen

Selvom han ikke var den første, så er egypteren Antonius (251-356) blevet stående som initiativtager til og prototype på den nye kristne helt, eneboeren. Dette skyldes både hans karismatiske personlighed og så det faktum at han tidligt fik en biografi, der menes at være skrevet af Alexandrias biskop Athanasius. Ifølge denne biografi hørte Antonius evangeliet blive læst op i kirken og som ved en åbenbaring ordene blive rettet mod sig selv: ”Vil du være fuldkommen, da gå bort og sælg alt du ejer og del pengene ud til de fattige, så får du en skat i himlene. Og kom så og følg mig”. I denne appel udtrykkes noget centralt i kristendommen, dens dobbelte bud: Kaldet til at søge Gud og kærligheden til næsten.

Antonius solgte alt hvad han ejede og bosatte sig i en simpel hytte hvor han levede som den fattigste blandt fattige. Efter en tid flytter han ud i ørkenen. Biografien beskriver hvordan Antonius gennemgår flere faser med fristelser: Først ledes han til at tænke på det hyggelige borgerlige liv han kunne have levet. Dernæst overvældes han af erotiske tanker og syner og til sidst da intet af dette rokker Antonius prøver Satan at skræmme ham ved at optræde i alle slags uhyggelige og fantastiske skikkelser. Antonius¦s fristelser blev med tiden et populært tema i billedkunsten, ikke mindst fordi det gav kunstnerne mulighed for at skildre denne verdens glæder. Antonius tilbragte 20 år i ørkenen. Da kom der folk ud til ham. Han var kommet igennem og havde nået den store afklaring og var villig til at lede andre på samme vej.

Antonius fik et stort følge. Folk i tusindtal var søgt ud i ørkenen. Nu begyndte de at søge sammen i grupper. Ved at gå den lange vej var Antonius den perfekte vejviser for andre. Han blev ”Abbas”, eller ørkenfader (åndelig fader - senere abbed i et kloster) for en større gruppe af eremitter. Man boede i sin egen primitive hytte eller hule og samledes kun til fælles gudstjenester. Man dyrkede grøntsager til eget forbrug og flettede kurve, måtter og tove som solgtes i den nærmeste by. Alle indtægter gik i fælles kasse. Denne livsform gav god plads til uafhængighed og individualisme. Ørkenfaderens vejledning var karismatisk og tiltrak derved mennesker der søgte et åndeligt liv. Man misforstår dem hvis man i dem kun ser verdensfjerne, mystiske galninge. Ørkenfædrene betød et vældigt opsving for den kristne kirke. Men bevægelsen blev truet af sin store succes og et nyt initiativ opstod.

Den første Regel

Egypteren Pachomius grundlagde i 320 et kloster i Tabennesi og inden sin død grundlægges ni munkeklostre med ca. 7000 munke. Pachomius var ikke den første der grundlagde et kloster men han var den første der udarbejdede en Regel, en slags husorden. Pachomius startede med at udvidde hegnet rundt om sin egen hytte. De der ville leve sammen med ham kunne så bygge hytter indenfor denne mur, der lukkedes med en port. Udgang og indgang var dermed under kontrol. Muren bandt det hele sammen: Fælles bolig, fælles livsrytme, fælles dagligdag og fælles grundideal, Urmenigheden i Jerusalem (Jesus og de 12 apostle). Med dette initiativ er Pachomius med til at grundlægge en klosterform som via Benedikts Regel og klostret Monte Cassino i Italien (520) bliver udviklet som det romersk/katolske klosterideal i modsætning til den ortodokse kirkes klosterideal som er funderet i ørkenfædrenes livsform.

De katolske klostres slogan er ”Ora et labora”, bed og arbejd og med tryk på arbejd og det har været ganske udbredt at modstille den katolske/Vestens og den ortodokse/Østens klostertyper: Østens verdensfjerne ørkesløshed mod Vestens praktiske kulturskabende indsats. Ifølge Merton er denne tanke ikke uden videre rigtig. Ørkenfædrene arbejdede for deres underhold, som Benedikts munke gjorde det. Og man brugte eks. sund fornuft og håndfast pædagogik overfor unge disciple, der var blevet så fromme at de troede de kunne leve af ånd og meditation alene. Det grundsyn der gennemsyrer ørkenfædrenes tekster er ikke bestemt af teologi eller klosterregler. Det er en ubegrænset kærlighed til Gud og en lige så ubegrænset tillid til denne kærligheds på én gang selvudslettende og skabende magt.

Thomas Merton har selv følt modsætningen mellem ørkenfædrenes enkelhed i liv og tanke og det moderne katolske klosters ideologiske og sociale bindinger.

”Hos os drejer det sig ofte om mænd der forlader ”Verden” for at slutte sig til et andet samfund, det religiøse fællesskab. Men de udskifter blot de gamle værdier, begreber og riter med andre. Også et klosters normer kan blive konventionelle. Det bliver ikke som hos ørkenfædrene, et spring ud i det tomme, kun en ændring af normerne”, siger Merton, ”fædrene gik ud i ørkenen, vi indtræder i institutionen”.