Nyd livet

Af Per H. Jacobsen

I den spanske by Sevilla, hvor der bor 750.000 mennesker, er årets højdepunkt påsken, Semana Santa. Her fylder religiøse processioner og messer gader, pladser og kirker.

I en anden storby, Valencia, er årets højdepunkt i marts, hvor den mest eksplosive byfest i Spanien, Fallas, kulminerer. I en uge har 350 kæmpestore papmache-figurer været udstillet på torve og pladser. 19. marts om aftenen antændes de mange figurer, og byen ligger i et orangerødt skær.

I både Sevilla og Valencia festes der en hel uge. Der synges, danses og ikke mindst drikkes igennem på tværs af generationerne, og det foregår i en afslappet atmosfære af venlighed, værdighed og respekt.

Jeg kom til at tænke på festlighederne i Sevilla og Valencia, da jeg 1. januar var ude at gå en tur i Århus midtby, hvor gaderne mest af alt lignede følgerne af en borgerkrig. Jeg gik i glasskår til anklerne og måtte kæmpe mig gennem affaldsdynger og bålrester, mens der på butiksruder og indgangsdøre var aftryk af brosten, flasker og ikke mindst opkast.

Hvorfor kan vi i Danmark ikke feste sammen, uden det ender i hærværk, aggressioner og meningsløs vold? Hvorfor er det ikke i stedet livsglæden, der kommer frem og viser sit smukke ansigt, når vi rigtig skal more os?

Måske hænger det sammen med, at vi er præget af vores lutheranske baggrund og derfor ikke kan spise og drikke overdådigt, uden samtidig at have frygtelig dårlig samvittighed. En lutheraner er jo født synder og dømt til livslang bod. Som de protestantiske bønder i Karen Blixens ”Babettes Gæstebud”, der lever et puritansk liv og kun spiser klipfisk og øllebrød.

Babette, der er indvandrer (fransk katolik), tilbereder en middag, der tager form som en symbolsk nadver, hvor himlen kortvarigt bringes ned til middagsgæsterne; gamle fjendskaber opløses, kærlighed, forståelse, lykke og forløsning breder sig.

”Det er gennem sanserne, mennesket kan skimte den guddommelige verden”, skriver Karen Blixen.

Se filmen, læs bogen og nyd livet.