Nationens krammedyr

Af Per H. Jacobsen

I går tog vi danskere hul på endnu en omgang af det nationale selvbedrag: illusionen om, at kvindehåndbold er en verdenssport, hvor Danmark er suverænt gode.

Samtlige danske tv-stationer, uge- og dagblade er mødt talstærkt frem, og det har allerede flydt i en lind strøm, fra de overvejende mandlige mediefolk, med portrætter, hyldestskrifter og fotos af smilende æblekinder.

I den forbindelse har sportsjournalisterne endnu engang kollektivt valgt at se bort fra det faktum, at disciplinen kvindehåndbold stort set kun udøves i det land, som opfandt spillet - Danmark.

Der findes altså fortsat en del steder, hvor livet er for kort til kvindehåndbold. Lad os bare være helt ærlige og indrømme, at det gælder det meste af kloden. Alligevel spilles der om enten europamesterskabet eller verdensmesterskabet hvert år.

Da der sidste år blev spillet VM i Italien var der ingen i værtsbyen Bolzano, der anede at det var i gang, eller at der overhovedet findes kvinder, der spiller håndbold. Den italienske sportspresse værdigede da heller ikke begivenheden et eneste ord.

Til gengæld var det stort i Grønland!, at deres landshold bestående af reservespillere fra den danske 1. og 2. division gjorde en fremragende figur ved dette VM.

I Danmark jubler vi over, at vi har en sport, hvor vi ofte vinder medaljer, og EM 2002 er en begivenhed, der samler nationen lige så bredt som Rejseholdet og Matador.

De danske ”piger” er blevet nationens fælles krammedyr, og vi er både på fornavn, seksualitet og kalendergaver med Mette, Lotte, Karin og Line.

Medierne skriver om og sender fra EM i et omfang, der først bliver overgået, den dag Dronningen dør eller Kronprinsen gifter sig. Det er nemlig ikke kun sport det her. Det er toppen af dansk national selvforståelse. Her er noget lille Danmark dominerer. Store nationer må bøje sig for de stoute danske bondepiger iført struttende rottehaler. Og folk strømmer til.

Spørgsmålet er hvor længe illusionen holder.