Det mauriske Andalusien

Af Per H. Jacobsen

Det er en forfinet og inciterende atmosfære, der omgiver de arabiske monumenter i Cordoba, Sevilla og Granada. Man må opholde sig en tid for at kunne fatte, hvor spændende og betydningsfuld denne kultur er. Det ses tydeligt, at det islamiske Vestens intellektuelle hovedstad, trods århundreders omskiftelser under hele den kristne erobring, var og blev i Spanien.

Først i Cordoba, så i forskellige provinsbyer eksempelvis Sevilla og endelig i Granada. Hvad enten det politisk gik op eller ned, mistede Al-Andalus aldrig sin åndelige suverænitet. Essensen af dette land findes i de tre byer: Cordoba, Sevilla og Granada. De er forskellige, men har også fælles træk. Det er tydeligt, at de er støbt i samme arabiske og berberiske smeltedigel.

Cordobas centrum og den forstad der hedder Juderia (ghettoen) er typisk mauriske i deres plan. Folk bor i hvidkalkede huse med en patio, hvor vandet springer og løber, der er hvidkalket buegang, kakler, kobberredskaber, palmetræ og jasmin, tobak, basilikum og roser.

Sevilla er helt anderledes. Bortset fra Barrio de Santa Cruz, en mindre bydel med hvidkalkede huse og smukke patioer og bortset fra Giralda, Torre del Oro, Puerta del Perdon og Alcazars Mudejar palads er der få spor tilbage af byens største periode under Almoraviderne og Almohaderne.

Men Granada er i stand til at give os et koncentrat af maurisk ånd. Trods den omfattende udvikling som Granada også har været igennem, har den ikke mistet sit særpræg. Granada er hverken en slette- eller bjergby, men en smuk blanding af bjerg og dal. Granada kan byde på en imponerende mangfoldigt udbud af kunst og arkitektur fra maurerne, gotik, renæssance, barok, romantik og til i dag.

I en længere periode, tre århundreder i en stor del af landet og otte århundreder i de sidste andalusiske borge, var Spanien næsten under islamisk herredømme. Denne periode, som var så betydningsfuld for landets fremtidige udvikling, begyndte i året 711 og sluttede i 1492 da maurernes sidste fæstning i Granada faldt. Denne periode på otte århundreder falder i flere afsnit:

1) Absolut maurisk overlegenhed

2) Ligevægt mellem maurere og kristne (vestgoter og spansk-romere)

3) De kristnes sejr

4) Bevarelsen af et maurisk proletariat bestående af Moriscoer og Mudejarer.

Den mauriske invasion foregik i lyntempo, og mange kristne lod sig omvende. Specielt i det sydlige Spanien gik invasionen smertefrit, i nord var der få områder som forblev selvstændige. Hvor maurerne rykkede frem fik de storgodsejerne på deres side, man sluttede forlig, godsejerne beholdt deres værdier og landarbejderne konverterede til Islam. Maurerne nåede så langt som til Loire floden i Frankrig, hvor et afgørende slag fandt sted ved Poitiers i 732, hvor deres fremstød blev standset.

Den kristne og den muhamedanske verden var ikke så adskilt som man kunne tro. Der var krige mellem de små kristne og mauriske grupper, men også forbindelser, intriger, traktater og samkvem. De overvundnes rettigheder blev snart garanteret.

Hvert samfund havde sit hierarki. Hos maurerne kom de arabiske ledere og soldater først, så berberne, så de kristne renegater og til sidst Mozaraberne, de spansk-romere der ikke ville omvende sig til Islam. Hos de kristne var rækkefølgen: Gejstlighed og adel, de kristne indbyggere, der ikke havde forladt kristent territorium, de Mozarabere der var vendt tilbage, Mudejarerne eller de arabere der boede på kristent område, men beholdt deres egen religion, skikke og love, jøderne som man i lang tid respekterede og til sidst slaverne.

Kulturelt var der en vekselvirkning, der var arabisk talende kristne og muhamedanere der kunne latin og romansk - i Toledo og Sevilla blev der grundlagt centre for tresprogede studier. Kort sagt, i middelalderen fandtes et spansk Islam. der var fuldt af en levende originalitet og hvis rigdom, tænkning og mangfoldighed dannede grundlag for Spaniens fremtidige blomstring.