El Croquis

...back

Bjørn Lomborg


Jordens muntre søn

Af Per H. Jacobsen

På Århus Universitet fortælles historien om dengang det lykkedes for en kollega at overbevise Bjørn Lomborg om, at han ikke havde ret i en diskussion om filosoffen Habermas. Pointen er, at det i hvert fald én gang i historien er lykkedes nogen at få direktøren for Institut for Miljøvurdering til at skifte mening om noget som helst

Bjørn Lomborg er gammel SFer og tidligere Greenpeace-aktivist, men har i dag forladt de frelstes missionshus og er derfor lagt for had af sine gamle venner. Samtidig taler den unaturligt muntre mand imod Miljøbevægelsens hidtil uimodsagte dogmer og dommedagsprofetier, og det har medført, at Lomborg i de kredse er blevet hovedfjende nummer et.

De bekymrede mennesker fik dog for nylig en slags skovl under Lomborg, da en blandet flok akademikere i Udvalg Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), erklærede Lomborgs bog ”The Sceptical Environment” for uvidenskabelig. Grundlaget for vurderingen var en række eksperters artikler om Lomborgs bog i tidsskriftet ”Scientific American”, der ikke selv er ”peer-reviewed”, altså ikke-videnskabeligt.

En af disse eksperter er Stephen Schneider, der i 1970 skrev en berømt bog, hvori han forudsagde en snarlig istid. I dag er Schneider mere bekymret over de katastrofer, han nu forudser på grund af den globale opvarmning.

UVVU skoser Lomborg for at kritisere Norman Myers beregninger, der i 1979 ”dokumenterede” at verden hvert år mister 40.000 arter. Det har siden vist sig, at Myer havde ganget det faktiske tal med ca. 1000 fordi overdrivelse fremmer forståelsen, og det pædagogisk fif skal Myer have ros for, skriver UVVU i sin rapport. Lomborg, derimod, får ingen ros for sin ensidighed, der ”får bogen til fremstå som en debatbog”.

Faktum er, at naturvidenskabelige data ikke i sig selv siger noget som helst om, hvordan det vil gå i fremtiden. Forskerne tilfører altid tro på den ene frem for den anden mulige fremtidige udvikling.

Jeg har ikke læst Bjørn Lomborgs bog, men jeg har læst argumenterne imod den, og de er bestemt ikke overbevisende.