Ørnens storhed og fald

Af Per H. Jacobsen

Den velklædte mand sænkede sin avis og så mig ind i øjnene. "Mit navn er Javier. Hvor er du fra"? Da jeg svarede "Danmark" smilte han og sagde "Como Bjarne Rijs. Han er en stor rytter…men Indurain er unik…Rijs kan højst blive toer, men det er nok for højt at stile". Derefter kastede han hovedet tilbage og grinte højt og længe.

Det var i begyndelsen af juli 1996 og vi (to voksne og to børn) opholdt os en måned i det nordlige Spanien – i Euskia og Navarra – Miquel Indurains hjemland. Og i årets Tour de France var to etaper henlagt til at krydse den spanske side af grænsen for så at sige køre direkte forbi Indurains hjem og fødeby, så han af sine egne kunne hyldes når han skrev sig ind i udødeligheden, som den første rytter nogensinde, der havde vundet Tour de France seks gange – i træk.

Hjælperytter voksede til

I årene forinden havde man set hjælperytteren Bjarne Riis vokse og kæmpe sig til en kaptajnrolle og helt ind på sejrspodiet i Paris. Danskeren havde brugt de seneste tre år på at kigge Indurain ud, og han havde set, hvorledes spanieren kunne slåes. Bjarne Riis mødte op til touren i 1996 med et stærkt tysk mandskab bag sig og med det klare formål at bryde den uovervindelige Miquel Indurains sejrsrække. Ørnen fra Herning havde så stor tiltro til egne evner, at han stik mod normal dansk Jantelov-mentalitet til de franske, italienske og spanske aviser udtalte, at han dette år kunne vinde verdens største etapeløb.

Og det var netop sådan en udtalelse Javier grinte af på baren i San Sebastian. Og det uagtet at Bjarne Riis på touren i 1995 faktisk viste sig at være klar til at køre lige op med Indurain. Som sædvanlig havde tour-ledelsen i respekt for tempofænomenet Indurain lagt en lang tidkørsel før de første hårde bjergetaper, hvor spanieren kunne køre sig langt foran konkurrenterne, og dernæst forsvare sin føring med defensiv kørsel, støttet af et stærkt og loyalt Banesto-mandskab. På sjette etape til Charleroi brød Riis den plan ved at køre sig i den gule trøje. Med sig selv i gult ville han komme til at køre efter Indurain på tidkørslen og dermed direkte på hans tid. Kunne Riis slå Indurain eller køre lige op ville det tvinge spanieren til at køre offensivt og dermed mere sårbart i bjergene. Men dagen efter svigtede Riis’ Gewiss-Ballan hold, da Indurain stak af og kørte sig tilbage i førertrøjen. Alligevel blev enkeltstarten over 54 kilometer 9. juli 1995 en af danskerens mest mindeværdige præstationer. Riis mistede informationer undervejs, han fik ikke sin sidste forplejning og han kæmpede sig i mål med fråde om munden og en anelse dehydreret.

Indurain blev rystet

Men Indurain vandt med kun 12 sekunder foran Riis og mesteren var dybt rystet. I Pyrenæerne pressede Riis igen Indurain, og det var kun italieneren Casartellis tragisk dødsulykke, der reddede kongen af Navarra. 16. etape blev gennemført med langsom minde- og paradekørsel, og Indurain fik sig restitueret. Riis fik feltet og en stor del af pressen på nakken ved at kalde det for "en meningsløs gestus".

I 1996 så vi til fra Indurains baghave via tv og live på de to "spanske" etaper. Vi boede i en lejlighed i Zarauz – en af de smukke baskiske badebyer. Her nød vi solen og havet om dagen og så de endeløse resumeer og interviews på tv om aftenen. Og for hver dag blev vores udlejer, Pedro Berasatequi, mere og mere bleg. Han begyndte med skadefro hvislen om den seje dansker, der "måske" igen kunne komme i top 10, men han overgav sig endeligt ved at kaste sig ned på knæ foran os, da Riis havde kørt sit ultimative soloridt til Hautacam, hvor han endeligt knækkede konkurrenterne.

Vi så igen og igen billederne af den fingerkyssende Riis, der krydsede målstregen med det som en cykelreporter beskrev som en "evangelisk selvsikkerhed". Forinden havde Riis ved foden af bjerget udskiftet sin cykel. Og for konkurrenterne var det en prøvelse af se danskeren forcere en 13 procent stigning på den store klinge. Ganske vist snød Riis ved ikke at have så mange tænder på klingen som normalt, men kunststykket løftede ham op i en helt anden verden.

Dagen efter forsøgte vi at komme tæt nok på etapens målområde Pamplona, men der mødte omkring 700.000 spaniere op, der målløse så til da Riis, Ulrich og Dufaux overmenneskeligt kom ind til opløbet mere end syv minutter før Indurain og co.

Riis på de spanske forsider

Alligevel var det Indurain der var centrum efter dagens etape, og da Riis efter at have modtaget endnu en gul trøje og en buket blomster gik over til spanieren, gav ham et knus og løftede hans arm i vejret steg jubelen til uanede højder. Og billedet af den detroniserede mester og hans besejrer, der respektfuldt holdt sig et trin under Indurain, var dagen efter seksspaltet forsidefoto på samtlige spanske aviser.

Næste dags etape var udramatisk paradekørsel, og vi stod på en bjergtop tæt ved den spansk/franske grænse sammen med flere tusinde lokale beboere. De første mødte op fra morgenstunden, og rytterne suste forbi på cirka 15 sekunder omkring klokken tre om eftermiddagen. For alle var der to ryttere, man bare skulle se og have et billede af: Indurain og Riis. Og danskerens suveræne kørsel fik de følgende dage de nordspanske aviser til at kaste interessen på Danmark, hvor man især hæftede sig ved det faktum, at Hautacams besejrer kom fra et lille land, hvis højeste bjerg ikke engang rakte 200 meter op i himlen.

Vi fulgte afslutningen af touren på tv og glædede os over at være 2500 kilometer væk hjemmefra, da danskerne gik op i limningen i et nationalistisk vanvid, der kulminerede med et forlorent arrangement i Tivoli med popsang og en statsministers omklamring af en beskeden, men stolt mand, der netop havde skabt en af dansk idræts største individuelle præstationer nogensinde.

Nationalisme og hykleri

Bjarne Riis blev erklæret national ikon og helgenfigur på en gang af et temmelig a-religiøst folk. Og både da han i 1997 gik ned fysisk og indtrådte som luksus-hjælperytter for Telekoms nye stjerne Jan Ulrich og i 1998 blev talsmand for et tourfelt, der nærmest gik til i dopinganklager og arrestationer bevarede Riis på sin egen indædte måde hovedet koldt. Men nu blev Riis’ status som national helgen mødt af nye kræfter, som siden har gjort cykelryttere til aktører i en moralsk skueproces, hvor graden af hykleri er ligefrem proportional med forargelsen.

Helgenen blev bekæmpet af en ny tids inkvisitatorer, specielt af missionærer fra sportspressen, der siden har gjort en karriere og levevej ud af at prædike om en ren cykelsport og kræve aktørernes offentlige bekendelse og skam – ikke ulig renæsancens hekseprocesser eller middelalderens kætter ditto. Synderne fik dengang valget mellem at bekende deres synder og dø som frelste. Eller dø som ikke-frelste og derved ende i helvede. Dø skulle de under alle omstændigheder.

»Når vi siger doping, er det faktisk det samme som at sige djævel, det er det onde, som truer det gode. Hvis vi i stedet sagde medicin ville vi forholde os lidt anderledes til det, for der er nogen, der har behov for medicin. Og hvis vi så siger naturmedicin, uha så er vi alle sammen med, og så tager alle det gerne forebyggende. Da man gik over til professionalisme fandt man ud af, at oplevelserne for tilskuerne blev større, og så skete forandringen, at fra at det var en katastrofe og moralsk anløbent at være professionel, så var det pludselig amatøren, der var en skamplet«.

Idrætsforskeren Verner Møller agiterer ikke for legalisering af doping - ønsker blot et opgør med illusionen om, at topidrætten er ren. Og undervejs præsenterer han et opgør med de gængse automatindvendinger imod doping - for eksempel argumentationen at det er snyd og bedrag at dope sig. Sporten er - som bekendt - fyldt med regler, der bestandigt brydes.

Selv om Verner Møller er noget forbeholden overfor at komme med profetier, forestiller han sig alligevel, at der ligesom med professionalismen på længere sigt vil ske en betydningsændring af begrebet doping. Alternativet er at vi enten lever videre i illusionen om den rene idræt eller forkaster de sportsgrene, vi mener er inficerede af doping.