Maurernes Sevilla

Af Per H. Jacobsen

Efter at Cordobas kalifat var styrtet i begyndelsen af 100 tallet, blev Sevilla den vigtigste by i det mauriske Spanien. Historieskriverne fortæller på en levende måde om Sevillas levevis og administration. Byen styredes af de embedsmænd der i almindelighed havde opsyn med de spansk-islamiske byer, civildommeren, guvernøren, torveinspektøren, for at nævne enkelte.

Den gamle moske var ved at være for lille til den voksende befolkning, pladsen uden for moskeen myldrede med købmænd, tiggere og lastdyr. I de mindre moskeer blev der givet elementær undervisning. Hvis man vandrede gennem byen ville man kunne se en mangfoldighed af håndværkere i arbejde, overalt ville man træffe på spåmænd, visesangere og slagtere der bar dyrekroppe til torvene.

Torvene var fulde af kød, grøntsager, frugt og fisk. Guadalquivir frembød et livlig skue. Havnen var fuls af handelsskibe og floden selv af både der færgede passagerer og varer til modsatte bred, dengang var der ingen bro.I byen var der offentlige bade, massører, læger, apoteker, prostituerede, moskeer og kristne kirker.

Kunstens bedste periode var under de første Almohade monarker. I dag er der meget lidt tilbage, idet de kristne byggede oven på muslimernes værker. I den hellige Catarinas, St. Marcus og Domkirken kan man se minareter indlemmet i tårnene. La Giralda, som er domkirkens tårn er nok den mest populære bygning i Sevilla, og et af Spaniens kendteste arkitekturværker. Den opførtes som minaret til den store moske i 1197.

Da de kristne erobrede byen udtrykte de stor beundring for tårnet og derfor overlevede det. Navnet La Giralda stammer fra 1600 tallet hvor man lavede en tilføjelse på ca 33 m. På toppen troner en broncestatue af Troen som fungerer som vejrhane. (Giralda)

Et andet monument i Sevilla er Alcazar, dette arabiske palads fra 1100 tallet virker i dag noget kunstig. Det skyldes, at paladset efter de kristnes erobring blev ombygget og forandret. De kristne fyrster ønskede at bevare en arabisk stil og lod muhamedanske håndværkere bringe til deres hoffer. Yderligere har der været en del brande og jordskælv, så i dag er det svært at finde noget som er ældre en det 14. århundrede.

Dette at kristne ønskede muhamedanske håndværkere udviklede en blandingskunst af romansk, gotisk, arabisk sammen med arabernes forfinede brug af materialer. Mursten, træ og gips og dekoratør kunsten kendte de kristne slet ikke på den tid. Denne blandingskunst kaldes for Mudejar.