Af Per H. Jacobsen
”Den der ved det, siger det ikke. Den der siger det, ved det ikke” - Lao Tse
Alle store revolutionære digtere er dybt engagerede i dét, der ikke kan laves om: Verdens egentlige indretning, tilværelsens gåde, verdensrummets vidunder. De er alle grebet af det store under: Verden. De véd at vores lille verden, samfundet og alt det dér skal laves om. Forandres gennem hårdt arbejde, oprør, visioner, skaberkraft og slagsmål. Alt det ved de.
Men de ved også at der er en grund, en underliggende realitet, som menneskelivet og skønheden i sidste ende henter sin kraft fra: Verden selv. Den verden, der er poetisk i sig selv og har betydning længe før vi sætter ord på. Verden er og i den bor betydningen.
Verden er en helhed
Vi mennesker har et problem. Problemet er at verden er en helhed. Den hænger sammen. Den er til. Verden er det den er. Den betyder sig selv. Hver gang vi vil tale om verden, løber vi ind i et problem: Verden er det den er. Et ord, der stiller sig uden for verden for at besynge denne, kan aldrig besynge alt det, det vil begribe. Ordet vil gerne handle om alt det, der er i verden.
Men det eneste ord, der handler om det hele, er tavsheden. Alle andre ord handler om verden set fra et ord. Ordene stiller sig uden for verden og besynger den. Ordene i verden, af denne verden. De kan aldrig handle om Det Hele. Tavsheden er det ord, der omfatter alt andet end tavshed. Kun når vi tier stille, kan vi sige det uudsigelige. Men når vi tier stille er vi ene og alene.
Verden og sproget
Men vi er mennesker, og vi søger fællesskabet. Når vi kommer hinanden ved, vil vi gerne fortælle hinanden om verden. Dertil har vi sproget. Men sproget kan kun handle om en verden, der bliver omtalt af et sprog, som selv er en del af verden. En verden der bliver omtalt af et sprog, er ikke hele verden, for det er verden minus et sprog. En verden der erkendes er ikke det samme som en verden, der ikke erkendes. Den verden der kan besynges, er den verden, der kan besynges. Den verden, der ikke kan besynges - det uudsigelige under - er den verden, der ikke kan besynges.
Men da vi er mennesker glædes, begejstres og forundres vi over underet. Vi vil sige dette til hinanden. Vi vil røre ved hinandens følelse af verden. Men vi kan ikke. Vi kan ikke sige det, som det er. For det, der ikke kan siges noget om, er ikke det, der kan siges noget om. Vi må give op, eller med Hans Magnus Enzenbergers ord, lyve. Løgnen har tre former: Digtet, den spirituelle beretning og videnskaben.
”Det er forkert at tro, at fysikkens opgave er at finde ud af, hvordan verden er. Fysikken angår hvad vi kan sige om verden” - Niels Bohr
Digtet; en fiktion
Digtet er en fiktion, fordi det siger det uudsigelige, eller rettere: Bringer os i en stemning, en følelse, eller en sindstilstand hvor vi føler, at vi rører ved dette, det uudsigelige, selv om det slet ikke siges.
Digtet er fiktion, ikke fordi det er mindre vederhæftigt eller troværdigt, end fakta, men fordi det ikke er i sig selv, men først bliver digt, når det bevæger os. Poesien er ikke poetisk i sig selv, og hvad den betyder opstår først, når den møder verden i et menneske.
Spiritualitet; kulisse for den egentlige tavshed
Spiritualiteten er tavsheden omgivet af ritualer. Meditation, gudstjeneste, bønner, sang. Kulisser for den egentlige tavshed, som de største spirituelle personligheder som Lao Tse eller Enzenberger, så klart har set som det egentlige drama.
Spiritualitet, der tror at fællesskabets ritualer er det egentlige - og bliver kirke eller sekt - forstår ikke det spirituelle.
Videnskaben; hvad man kan sige om verden
Videnskaben er den kollektive aktivitet, der handler om, hvad man kan sige om verden. Den ved meget vel, at verden ikke er identisk med det, man kan sige noget om. Videnskaben vil vide dét om verden, som vi kan dele med hinanden.
Den mystiske oplevelse
Man kan aldrig forene videnskab, spiritualitet og poesi. For de udgør tre forskellige strategier overfor det uudsigelige. Men et menneske der lever uden alle tre strategier, er fattigt.
Albert Einstein sagde om den mystiske oplevelse af enhed mellem subjekt og objekt: ”Den mystiske oplevelse er den mest vidunderlige oplevelse, vi kan have. Det er den fundamentale følelse, der er fødselshjælper for sand kunst og videnskab. Enhver der ikke kender den er så godt som død, og hans øjne er formørkede”
Distinktion mellem magt og mening
Det er naturligvis ikke noget tilfælde, at al stor digtning er revolutionær og viser sin revolutionære styrke ved at besynge dét, man aldrig kan lave om ved at ændre menneskenes verden: Verdens visdom. Renæssancen skabte distinktionen mellem magt og mening, kendsgerninger og værdier. På den ene side videnskaben, der handler om alt det, man kan vide på vederhæftig vis. På den anden side alt det uvederhæftige: Poesien, religionen, filosofien, dagligdagen og kærligheden.
Videnskaben tromlede frem, nu da den var befriet for alle de besværlige spørgsmål om meningen med det hele. Meningsflipperne fik, på den anden side, fred og ro. De kunne besynge verdens mening eller meningsløshed, alt efter temperament.
Mening med magten og magt over meningen
Delingen af magt og mening er en kulturform, der er specifik for den vestlige kapitalisme. Dette vilkår udspringer så af en mere fundamental tvetydighed i menneskenes mulighed for at besynge verden: Tavshedens fundamentale vilkår. Der er forskel på kunst og videnskab. Men kapitalismen har fastfrosset denne forskel i to kulturer, magtens og meningens. Intet menneske kan leve af magt alene eller mening alene. Der skal være mening med magten og magt over meningen. Ellers er det ikke menneskeværdigt.
Det er derfor, vi gør oprør. Det er dét, de store digtere fortæller os.
”Nothing is real” - John Lennon
